Hvornår begyndte virksomheder at give medarbejdere tøj med logo?

Kort svar: der findes ikke ét dansk begyndelsesår. Frem til slutningen af 1970erne var arbejdsgiverbetalt tøj uniform eller arbejdstøj; frivilligt tøj med logo kom, da t-shirten blev fritidstøj og tryk blev billigt. Merchbart er 2026-udgaven: 7 produkter, lille logo.

der findes ikke ét dansk begyndelsesår, og kilderne kan ikke pege på den første virksomhed, der gav en medarbejder en trøje med logo, som vedkommende selv måtte vælge at bruge. Det, der kan dokumenteres, er en række skridt. Frem til slutningen af 1970erne var arbejdsgiverbetalt tøj i Danmark enten obligatoriske uniformer eller funktionelt arbejdstøj. De tidligste spor af medarbejdere, der frivilligt bar deres arbejdsplads navn, findes i efterkrigstidens firmaidræt. Først da T-shirten blev almindelig fritidsbeklædning, og tekstiltryk blev billigt, fik tøjet en form, der overhovedet kunne bæres privat. Og først i 2010erne blev logotøj sat i system som en del af det at blive ansat.

Før firmatøjet kom uniformen

For at kunne svare på, hvornår firmatøjet opstod, skal man først afgrænse, hvad man leder efter. Det er ikke det samme som arbejdsgiverbetalt tøj i det hele taget.

Emnet er frivilligt medarbejdertøj: beklædning med virksomhedens navn eller logo, som medarbejderen får stillet til rådighed, og som vedkommende selv kan vælge at bruge, herunder uden for arbejdstiden. Tre ting falder uden for: uniformer, funktionelt arbejdstøj og sikkerhedsbeklædning, samt kundegaver og fan-merchandise.

Skellet er ikke akademisk. Det er præcis dét, der afgør, om noget er en historie om firmatøj eller om noget andet. Uniformen tilhørte arbejdspladsen og blev lagt i omklædningsrummet ved fyraften. Spørgsmålet her er, hvornår tøjet begyndte at følge med hjem, uden at nogen bad om det.

Baseline er uniformen. Leverandøren Hoffmann Firmatøj kunne fejre 125-års jubilæum den 1. april 2021, hvilket placerer stiftelsen i 1896. Men vær opmærksom på, hvad det datotal dækker: virksomheden oplyser selv, at DSB først blev kunde i 1982, og at samarbejdet med politiet begyndte i 1996. Firmaet er gammelt. De kunderelationer, der som regel nævnes i samme åndedrag, er det ikke.

Det tidligste danske spor

Erhvervsbeklædningsbranchen fører gerne sin egen historie langt tilbage. En påstand, der går igen, er, at stumfilmsoptagelser fra 1928 af folk omkring cementkoncernen F.L. Smidth, der spiller cricket, skulle vise en tidlig form for uformelt firmatøj.

Påstanden holder ikke. Den bevarede film "F.L. Smidth-familie på landet", optaget i efteråret 1928, viser ejerfamiliens private liv og deres børn, der leger i haven på landejendommen Folebakke ved Vedbæk. Der er ingen cementarbejdere i billedet, og intet der dokumenterer udleveret beklædning.

Der findes i det gennemgåede materiale intet belæg for, at frivilligt, arbejdsgiverbetalt tøj til privat brug fandtes i Danmark før Anden Verdenskrig. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke fandtes. Det betyder, at ingen har fundet det, og at tidlige tekstiludleveringer sjældent blev registreret nogen steder.

Firmaidrætten gjorde firmanavnet synligt

Firmaidrætten er ældre, end de fleste tror. Danske arbejdspladser dannede idrætsklubber allerede i slutningen af 1800-tallet, og Handels- og Contoristforeningens Kaproningsselskab fra 1866 regnes som en af de første. Den formelle overbygning kom sent: Dansk Firmaidræt blev stiftet den 20. januar 1946.

To foreninger går igen som de tidligste konkrete eksempler:

• Jernbanernes Idrætsforening Århus. Foreningens egne vedtægter siger det præcist: stiftet den 18. juli 1944 under navnet LIF, omdøbt den 12. februar 1948 til Jernbanernes Idrætsforening Århus, og sammenlagt den 1. november 1998 med Boldklubben DSB Århus. Medlemmerne kom fra DSBs værksteder i Aarhus.
• ØK Boldklub. Stiftet den 24. juli 1947 af ansatte i Det Østasiatiske Kompagni med Harald Berner som formand og 196 medlemmer. Klubben spillede badminton, håndbold, fodbold, gymnastik, svømning og tennis fra start, roning kom til i 1948 og atletik i 1949.

Og her løber vi ind i det første hul. Flere sekundære fremstillinger hævder, at foreningerne anskaffede klubdragter præget med "DSB" eller "ØKB". Det er sandsynligt, og turneringsreglementer krævede ofte ensartet påklædning. Men hverken JIF-Aarhus vedtægter eller ØK-klubbens egen historie nævner tøj med ét ord. Påstanden kan ikke bekræftes i de kilder, der ellers bruges til at underbygge den.

Selv hvis trøjerne fandtes, dokumenterer kilderne kun brug under sporten. Datidens tekstiler var tunge og stive, og hverdagens beklædningsnormer var stramme.

Fra holdtrøje til frivilligt firmatøj

Overgangen skete i 1970erne og 1980erne, og den handler mindst lige så meget om tekstiler som om HR. Tre ting faldt på plads samtidig.

T-shirten skiftede status. Fra militært undertøj til almindelig civil fritidsbeklædning efter Anden Verdenskrig. Dens flade bomuldsflade var et oplagt sted at placere et logo.

Tryk blev billigt. Industriel serigrafi bredte sig i Danmark i løbet af 1970erne. Det gjorde det muligt at påføre et logo hurtigt og til en pris, hvor tøj kunne gives væk.

Kvaliteten blev bedre. Tee Jays blev grundlagt i Alabama i 1976 af Terry Wylie og Jim Morris - "Tee" og "Jay". I 1979 gik en dansk skolelærer ved navn George Høfler forbi standen på en messe i Californien, og Wylie bemærkede, at han kunne lide lugten af hans pibe. Høfler oprettede selskabet LG Sportswear og begyndte at importere og sælge mærket i Danmark. I 2002 købte han og sønnen Peter rettighederne til brandet.

Tilsammen betyder det, at der fra slutningen af 1970erne fandtes bløde, trykbare trøjer i en kvalitet, hvor det gav mening at tage dem med hjem. Det er den kommercielle forudsætning.

Men her skal man passe på med at læse for meget ind i kilderne. Importen af blanke tekstiler dokumenterer, at råvaren fandtes. Den dokumenterer ikke, at medarbejdere begyndte at gå med tøjet i deres fritid. Den påstand er en efterrationalisering.

Det stærkeste danske eksempel på frivilligt køb er markant senere. I november 2009 kunne medlemmer af Falcks medarbejderforening logge på en lukket portal og selv bestille mærkevaresportstøj fra Craft med Falck-logo til rabatpris. Det dokumenterer en betydelig købslyst. Det dokumenterer ikke, hvor tøjet blev båret.

Leverandørbranchen vokser frem

Fra slutningen af 1970erne opstår der en dansk leverandørbranche omkring logotøj. Kjelds Firmabeklædning ApS blev registreret i Herlev i 1978 med Kjeld Tannenberg som direktør, en post han beholdt til 2023. Prologo blev stiftet i 1983 af Niels Chr. Frydendahl, som startede i sine forældres kælder med tøj og sejlertøj.

Branchens egne historier skal læses omhyggeligt, men ikke mistroisk. Prologo skriver på sin egen side, at de er "et fast team med mere end 100 års samlet erfaring", og angiver stiftelsesåret 1983 i samme afsnit. De to tal modsiger ikke hinanden: de 100 år er medarbejdernes sammenlagte anciennitet, og det står der. Det er sådan, en datering skal læses - efter hvad der faktisk står, ikke efter hvad den kunne lyde som.

Det, man skal være opmærksom på, er noget andet: hvornår en leverandør daterer sit brand frem for sit selskab. ID Identity daterer sig selv til 1983 i Ulfborg, mens aktieselskabet Rexholm først blev registreret i 1992. Begge tal er rigtige. De svarer bare ikke på det samme spørgsmål.

Hvad betød skattereglerne?

Skattereglerne er det bedst dokumenterede i hele historien, fordi de består af afgørelser, man kan slå op. De viser en myndighed, der gennem årtier har holdt fast i det samme princip: tøj, man kan gå i til hverdag, er som udgangspunkt skattepligtigt, uanset hvad der står på det.

Udgangspunktet er, at personalegoder beskattes af markedsværdien. Egentligt arbejdstøj - beskyttelsestøj, kitler, overalls til beskidt arbejde, obligatoriske uniformer, der ikke er egnet til privat brug - regnes derimod som et arbejdsredskab og er helt skattefrit.

Tre afgørelser tegner linjen, alle gengivet i Skattestyrelsens vejledning om beklædning:

• 1988: Landsskatteretten beskattede ansatte i et revisionsfirma af arbejdsgiverbetalt hverdagsbeklædning med diskret firmanavn, fordi tøjet erstattede private tøjudgifter (TfS 1988, 408 LSR).
• 1997: Østre Landsret nåede samme resultat for en hoteldirektør med kontraktlig pligt til at bære habitter. Habitterne var civilbeklædning (TfS 1997, 160 ØLD).
• 2004: Ligningsrådet lagde i det bindende svar SKM2004.522.LR betingelserne fast for, hvornår civilbeklædning kan modtages skattefrit under den arbejdsrelaterede bagatelgrænse.

Betingelserne skal være opfyldt samtidig. Det er dét, der oftest bliver væk, når reglerne gengives i salgsmateriale:

1. Tøjet skal fremstå som firmabeklædning med et tydeligt og synligt logo eller firmanavn.
2. Der skal være en direkte erhvervsmæssig sammenhæng mellem tøjet og arbejdet.
3. Tøjet skal i overvejende grad anvendes i arbejdstiden.
4. Tøjet må efter en konkret vurdering ikke erstatte medarbejderens private hverdagsgarderobe.

Påstanden om, at et logo i sig selv gør tøjet skattefrit, som man ser i en del salgsmateriale, står i modstrid med praksis.

Der er tre beløbsgrænser i spil, og de dækker ikke det samme:

Overskrides den arbejdsrelaterede grænse, beskattes medarbejderen af hele beløbet, ikke kun det overskydende.

Én afgørelse er værd at kende i detaljen, fordi den ofte gengives forkert. I SKM2013.894.SR godkendte Skatterådet arbejdstøj finansieret gennem lønomlægning både som skattefrit under bagatelgrænsen og med fuldt momsfradrag. Det var ikke en blødere linje. Det var en anden konstruktion: tøjet forblev firmaets ejendom, havde synligt tryk eller broderet logo, og skulle afleveres tilbage. I 2004-sagen pegede flexlønsordningen den anden vej, netop fordi medarbejderen selv betalte og beholdt tøjet.

Værd at bemærke er, hvad reglerne ikke siger noget om. De regulerer, hvad arbejdsgiveren må give, og hvad medarbejderen skal betale skat af. De siger intet om, hvad medarbejderen faktisk gør med tøjet bagefter.

Hvornår fik vi ordene firmatøj, profilbeklædning, merch og swag?

Ordene kom ikke på én gang, og de betyder ikke det samme. Rækkefølgen fortæller noget om, hvad tøjet skulle bruges til.

To af dem er sikre, fordi de står i Den Danske Ordbog: merchandise er kendt på dansk fra 1987, og swag fra 2009 - dér i betydningen "fremtoning der signalerer selvbevidsthed, stilsikkerhed og kontrol over situationen". Den erhvervsmæssige betydning, gratis tøj og ting, kom først bagefter.

Til gengæld holder en udbredt påstand ikke: at ordet "profil" i 1986 skulle have fået betydningen "en virksomheds selvpræsentation", og at profilbeklædning fulgte deraf. Den Danske Ordbog daterer den betydning til 1998, og "profilbeklædning" har ikke sit eget opslag. Dateringen af ordet til slutningen af 1980erne stammer fra branchemateriale og kan ikke bekræftes i ordbogen.

Vil du have ordene sat op mod hinanden i praksis, har vi en gennemgang af forskellen på merch, swag og firmatøj.

Den internationale baggrund: Coshocton, Casual Friday og Silicon Valley

Tre internationale fortællinger går igen. Alle tre skal håndteres som påstande, ikke som fakta.

Jasper Meek og 1886

Reklameartikelbranchen daterer selv sin begyndelse til 1886, hvor avisudgiveren Jasper Meek i Coshocton, Ohio, angiveligt så en skolepige tabe sine bøger i mudderet og derefter fremstillede en bogtaske af jutesæk med teksten "Buy Cantwell Shoes". Hændelsen kan ikke dokumenteres i samtidige kilder. Den blev populariseret gennem radioprogrammet "The Ohio Story" i 1948 og 1953.

Og den var ikke først. En annonce i lokalavisen Coshocton Age den 5. januar 1884 viser, at W.W. Shaw & Co. allerede to år tidligere var gået ind i reklameartikelbranchen. Meek var i øvrigt selv redaktør af netop den avis. Shaw solgte senere sit trykkeri til Meek og blev sælger for ham. Endnu ældre eksempler findes, og brancheforeningen PPAI anerkender dem selv i sine jubilæumsskrifter.

Vigtigere for denne artikel: Meeks jutesække, forklæder og kasketter var kundegaver. De havde intet med virksomhedernes egne medarbejdere at gøre. At trække en linje fra 1886 til nutidens medarbejder-hoodie er en anakronisme.

Hvem opfandt casual friday?

Ikke Silicon Valley. Hewlett-Packard indførte "casual Fridays" i 1950erne og 1960erne, og Hawaiian Fashion Guild forærede i 1966 hawaiiskjorter til det hawaiianske senat under kampagnen "Operation Liberation", som blev til "Aloha Friday".

Det store gennembrud var kommercielt. I 1992 sendte Levi Strauss & Co. en pjece med titlen "A Guide to Casual Businesswear" til 25.000 amerikanske HR-afdelinger for at markedsføre Dockers. Andelen af amerikanske virksomheder med casual dresscode gik fra omkring 66 procent i 1992 til omkring 90 procent i 1995.

Der findes desuden en ældre amerikansk forløber i virksomhedssponsorerede sportshold, især baseball og bowling, hvor ansatte i første halvdel af 1900-tallet frivilligt bar holdtrøjer med firmalogo uden for arbejdstiden. Det er den samme mekanisme som den danske firmaidræt, med de samme forbehold.

Hvor kommer ordet swag fra?

Ikke fra "Stuff We All Get". Det er en folkeetymologi, opfundet i messe- og techmiljøer i 1990erne. Oxford English Dictionary sporer substantivet swag helt tilbage til 1303. Undervejs har det betydet tyvekoster i britisk forbryderslang, som hos Dickens i Oliver Twist fra 1838, og den oprullede bylt hos australske vandrearbejdere, foreviget i Waltzing Matilda.

Den tidligst dokumenterede brug om gratis reklamegaver er fra avisen Pittsburgh Courier den 22. august 1961, hvor en skribent beskriver det flyselskab, der giver mest swag væk: rejsebrochurer, et silketørklæde, et par bløde tøfler.

Hvad viser markedstallene?

Mindre, end de ser ud til. De tal, der oftest citeres, kommer fra PPAI og ASI. Begge er amerikanske brancheforeninger, ikke statistiske myndigheder, og begge har en interesse i at fremstille markedet som stort. PPAI opgjorde det amerikanske marked for reklameartikler til 26,09 mia. USD i 2023, hvor beklædning var den største kategori med godt en fjerdedel.

Tallene bygger på frivilligt indsendte spørgeskemaer fra foreningens egne medlemmer, de dækker kun USA og Canada, og de skelner ikke mellem tøj til kunder og tøj til medarbejdere. De kan derfor ikke bruges til at sige noget om, hvor udbredt frivilligt medarbejdertøj er, hverken dér eller her.

Techvirksomhederne gjorde tøjet til kultur

Det, der ændrede sig i 2010erne, var ikke tøjet. Det var, hvornår man fik det.

Onboarding-pakken gjorde logotøj til noget, man modtager på sin første arbejdsdag, som en del af det at blive en del af stedet. Det er en anden funktion end jubilæumsgaven eller firmaudflugtens T-shirt. Det er et ritual. Vi har skrevet særskilt om, hvad der bør ligge i sådan en pakke.

Samtidig ændrede designet sig. Hvor profilbeklædningen fra 1990erne bar et stort broderet logo på brystet, går moderne medarbejdermerchandise efter et retail-look: tøjet skal ligne noget, medarbejderen selv kunne have købt, og logoet gøres så diskret, at det ikke støder.

Kilden skal læses for det, den er. Den beskriver et designmål og en kvalitativ observation. Det er ikke en måling af, hvor mange der bærer trøjen privat.

Og hvis logoet skal gøres mindre for at få folk til at bruge tøjet frivilligt, er frivilligheden ikke helt uden betingelser. Kvalitative beretninger fra danske og internationale karrierefora peger på, at den uformelle dresscode i techbranchen fungerer som en norm i sig selv, hvor det at møde op i blazer kan opfattes som manglende kulturelt match. Det er brugererfaringer, ikke en undersøgelse. Men de er konsistente nok til at nævne, og de er en del af den kritik af firma-merch, der kører lige nu.

Produktion mod software: to slags firmatøj

Der er en reel forskel, og den handler om, hvad virksomheden laver.

I produktionsvirksomheder, byggeri og transport er beklædningen fysisk knyttet til arbejdet. Kedeldragter, sikkerhedssko og reflekstøj skal beskytte og holde, og de er reguleret af arbejdsmiljøregler. Tøjet er et redskab.

I softwarevirksomheder findes der intet fysisk produkt og intet arbejdsmiljø, der kræver beskyttelse. Her er tøjet ofte det eneste håndgribelige, virksomheden har.

Forklaringen er en sociologisk fortolkning, ikke en måling. Men den forklarer et mønster, der ellers virker underligt: at virksomheder uden noget fysisk produkt bruger flest penge på tøj i retail-kvalitet, mens virksomheder, hvor tøjet faktisk skal kunne noget, køber det billigst muligt.

Bruger medarbejderne faktisk tøjet?

Hvor meget af tøjet der bliver båret, ved vi ikke. Der findes ingen uafhængig, repræsentativ og landsdækkende dansk undersøgelse af, hvor stor en andel af udleveret firmatøj der reelt bæres privat. Det er det største hul i hele materialet, og det er værd at sige direkte, fordi en stor del af branchen sælger på præmissen om det modsatte.

Den stærkeste indirekte danske indikator er en forretningsmodel. Det cirkulære firma Second Life Label samler ubrugt firmatøj ind og trykker det om til nye virksomheder. De beskriver selv råvaren som tøj, "der lå og forsvandt i en kasse i hjørnet af et kontor". At den forretning kan bære, forudsætter, at der findes betydelige mængder ubrugt logotøj. Det er en stærk indikation. Det er ikke en national opgørelse.

Malertøjs-testen

Der findes en dansk observation, som ingen har målt, men som de fleste vil kunne genkende: firmatøj, der ikke er godt nok, ender som det tøj, man maler i. Det bliver ikke smidt ud. Det bliver rykket ned i bunken til det sted, hvor det er ligegyldigt, hvad der sker med det.

Observationen er ikke dokumentation og skal ikke læses som andet end en hverdagsobservation. Men den passer påfaldende godt på det, Second Life Labels forretning bygger på, og den er værd at have i baghovedet, fordi den beskriver et resultat, ingen bestiller. Ingen køber tøj til deres team med det formål, at det skal ende i garagen.

Der findes desuden en dansk panelundersøgelse fra 2023 om firmagaver med 1.000 respondenter mellem 18 og 69 år, gennemført af Bilendi & Respondi. Den er bestilt af en gaveplatform, og de tal, der cirkulerer fra den om skuffelse over standardgaver, kunne vi ikke genfinde i det offentliggjorte materiale. Vi gengiver dem derfor ikke.

Fra krav til identitet

Når man lægger de dokumenterede skridt sammen, tegner der sig et mønster, som ikke handler om tøj.

Uniformen var en grænse. Den markerede, hvornår man var på arbejde, og den blev hængt op ved fyraften. Firmaidrættens holdtrøje udvidede grænsen en smule. T-shirten og det billige tryk gjorde tøjet bærbart. Skattereglerne forsøgte gennem fire årtier at holde fast i den samme skillelinje mellem arbejde og privat. Og onboarding-pakken fjernede den sidste rest af den.

Historien er en bevægelse fra ydre kontrol til noget mere frivilligt. Den er også en bevægelse, hvor virksomheden får noget, den ikke tidligere fik: synlighed i medarbejderens fritid, gratis. Det er dér, merch og employer branding mødes, og dér, kritikken sætter ind.

Man kan læse det på to måder, og materialet afgør ikke sagen. Den kritiske læsning er, at frivillighed under en stærk social norm ikke er helt frivillig. Den anden er, at folk, der er glade for deres arbejdsplads, gerne viser det, på samme måde som folk går med tøj fra klubber, byer og bands, de holder af.

Det, der kan siges med sikkerhed, er, at spørgsmålet først kunne opstå, da tøjet blev godt nok til at ville have på.

Hvad historien fortæller dig, hvis du skal købe firmatøj i dag

Kort svar: det, der afgør, om tøjet bliver brugt, bliver afgjort før du bestiller. Fire ting går igen gennem hele forløbet, og de er alle sammen praktiske.

1. Logoet skal være stort nok til skattevæsenet og lille nok til medarbejderen

Logoets størrelse er den eneste rigtige spænding i hele historien. Skattereglerne kræver et tydeligt og synligt logo, ellers ryger skattefriheden. Designpraksis peger den stik modsatte vej: jo mindre logoet er, jo større er chancen for, at trøjen bliver taget på.

Der findes ikke et facit, men der findes et sted at lande: logoet skal kunne ses, men det skal ikke være det første, man ser. I praksis betyder det et brysttryk i moderat størrelse frem for et logo på tværs af hele fronten. Vores konfigurator viser trykket i den faktiske størrelse på trøjen, før du bestiller, netop fordi det er svært at gætte sig til.

2. Spildet stammer fra minimumsordren

Kasserne i hjørnet af kontoret opstod ikke, fordi nogen ville have dem. De opstod, fordi prisen forudsatte et antal. Når man skal bestille 200 for at få en pris, der giver mening, bestiller man 200, også når man er 30 mennesker. Resten bliver til lager, og lageret bliver til Second Life Labels råvare.

Digitalt tryk er den ene ting, der reelt har ændret sig teknisk siden 1979: det gør små oplag mulige. Vi har skrevet mere om, hvorfor minimumsordrer overhovedet eksisterer, og hos os er minimum fem stk.

3. Medarbejderen skal vælge sin egen størrelse

Den ene fejl, der går igen i alle kilder, er indkøb i én størrelse med en HR-medarbejders bedste gæt. En trøje, der ikke passer, bliver ikke båret, uanset hvor godt logoet sidder. Branchens eget svar har været at flytte størrelsesvalget ud til modtageren, og det er også den vej, vi anbefaler.

4. Tøjet skal kunne stå alene uden logoet

Den enkleste test af, om en trøje bliver brugt, kræver ingen undersøgelse.

Frivilligheden er også grunden til, at kvaliteten på selve trøjen betyder mere end noget andet valg i processen. Vi har skrevet om, hvad man konkret skal se efter i en hoodie.

Hvad kan vi konkludere?

1. Der findes ikke ét dansk begyndelsesår. Ingen kilde kan navngive den første danske virksomhed, der gav en medarbejder tøj med logo til frivillig privat brug.
2. Det tidligst fundne spor er firmaidrætten, med JIF-Aarhus i 1944 og ØK Boldklub i 1947. Men foreningernes egne dokumenter nævner ikke tøj, og påstanden om holdtrøjer med logo hviler på sekundære kilder.
3. De kommercielle forudsætninger falder på plads i slutningen af 1970erne med T-shirtens gennembrud, billig serigrafi og import af bløde kvalitetstrøjer.
4. Skattereglerne har siden 1988 trukket den samme grænse: tøj, der erstatter privat garderobe, beskattes, uanset logo.
5. Ordene følger funktionen. Fra firmabeklædning i 1978 til merch og swag i 2010erne. Dateringen af profilbeklædning til 1980erne kan ikke bekræftes i ordbogen.
6. Techbranchen ændrede ikke tøjet, men tidspunktet og designet: logotøj blev en del af at blive ansat, og logoet blev mindre.
7. Vi ved ikke, om folk bruger tøjet. Der findes ingen uafhængig dansk undersøgelse af faktisk privat brug.

Kort tidslinje

Kilder

Alle årstal, navne og beløb er efterprøvet enkeltvis mod originalkilden. Hvor en påstand kun kunne findes i sekundært materiale, står det i teksten.

• Skattestyrelsen: C.A.5.7 Beklædning, C.A.5.1.3 Bagatelgrænsen, Arbejdsgiverbetalt beklædning og SKM2004.522.LR, SKM2013.894.SR
• Retspraksis: TfS 1988, 408 LSR, TfS 1997, 160 ØLD, SKM2010.808.SR, SKM2012.259.SR, alle refereret i vejledningen ovenfor
• Vedtægter for JIF-Aarhus og Dansk Firmaidræt om sin egen historie
• ØK-klubbens historie
• Den Danske Ordbog: merchandise, swag, profil
• Mammut Hoffmann om Hoffmann Firmatøjs historie og Prologo om sig selv
• Images magazine: Danish by design, om Tee Jays og George Høfler
• Appalachian History: Advertising Art Made in Coshocton
• Merriam-Webster: History and Origin of Swag og Oxford English Dictionary
• Levi Strauss & Co. om Dockers og casual friday
• PPAI Sales Volume Estimate
• Second Life Label
• Filmen "F.L. Smidth-familie på landet" (1928), bevaret hos Det Danske Filminstitut
• Falcks personaleblad "Falcken" nr. 5, november 2009

Researchgrundlaget indeholdt desuden en række AI-genererede syntesedokumenter. De er brugt til at finde kilder, ikke som kilder. Fem påstande derfra er udeladt, fordi de ikke kunne bekræftes: en leverandørs tal om, at onboarding-merch giver 82 procent højere fastholdelse, en julegavegrænse på 900 kr., to forskeres udtalelser koblet til logotøj de ikke har omtalt, og påstanden om, at Tee Jays-importen i 1979 flyttede tøjet ud i medarbejdernes haver.

Ofte stillede spørgsmål